
Mit liv med indre og ydre rejser
Jane Winther
Jeg er en dansk sangerinde, intuitiv musiker, komponist og lydhealer. Mit livsformål er, at inspirere mennesker til ro, glæde, klarhed og væren.
Et livsformål, som jeg efterlever ved at skabe og komponere Sjælemusik, hvor jeg forener Østens hellige og meditative mantraer med Vestens beroligende harmonier. Gennem foreningen af disse skabes der sjælelige og meditative lydlandskaber til brug for meditation, healing og indre fred.
Siden 1988 har jeg løbende rejst ud på længerevarende rejser over hele verden og har gennem rejserne mødt forskellige kulturer og er blevet givet indblik i mange forskellige musikstilarter og meditationsformer.
I både korte og længere perioder i mit liv har jeg valgt at rette fokus mod stilheden og tage på længerevarende rejser i den indre verden. Ved at bosætte mig i et skovområde og ved at trække mig tilbage på klosterophold for at meditere og reflektere over stort og småt, så har jeg stillet mig åben for at lytte til alt det i den indre verden, som ville høres og blive givet en plads.
Mange års erfaring som sangerinde i diverse sammenhænge (rock, funk, jazz, singer songwriter og latin amerikansk musik), kombineret med en del rejser til Østen, har givet mig indblik i forskellige musikstilarter og meditationsformer. På denne basis, har jeg udviklet en unik musikform, som jeg kalder for Sjælemusik – eller musik for Sjælen.
Siden 1997 har jeg udgivet 30+ albums og genereret 125M+ Streamings
En søgen mod den indre sandhed
Mit livsformål
Som barn elskede jeg at synge og lytte til naturens melodi og erfare følelsen af væren uden fastsat begyndelse og afslutning. Som sansestærkt barn og voksent menneske, navigerer jeg i og skaber musik ud fra rummet mellem det sagte og det usagte ord, mellem det øjet ser og det mine sanser fortæller – altid i blid søgen og på opdagelse efter, hvad den indre sandhed vil fortælle.
Mit livsformål er gennem det musiske univers at invitere til, at mennesker roligt og trygt kan få mulighed for at genforbinde sig til sit eget fredfyldte nærvær og egen indre sandhed; at skabe et eget sjælemøde med Sjælemusikken som rejseledsager.
Hvis du gerne vil vide mere om mit virke og måden jeg arbejder på, er du velkommen til at lytte til et dansk interview her.
Du er også velkommen til at lytte til min musik som download & CD her
eller på din foretrukne streaming service her
I 1985 havde jeg en oplevelse med en kirkeklokke, som gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig. Det var en søndag morgen i Århus. Jeg gik helt alene. Da kirkeklokken ringede, begyndte jeg intuitivt at synge sammen med klokken. Uden ord. Bare vokaler. I dette øjeblik eksisterede der ikke andet end kirkeklokken og min stemme. En oplevelse der gjorde et stort indtryk på mig, og mange år senere er det blevet en del af fundamentet i mit musikalske udtryk.



